MØD LEJRCHEFEN

 

Velkommen
Jeg kommer oprindeligt fra Sønderjylland, hvor jeg startede min karriere i branchen i Arrild Ferieby. Siden blev jeg bureauleder på Fredericia Turistbureau, og senere i Hillerød, og da forpagtningen af Hillerød Camping blev ledig i 2005, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg gerne ville være den nye lejrchef.

Meget er sket siden mine piger, Elisabeth og Helena, og jeg i 2005 flyttede ind på Hillerød Camping – den gang var de blot 4 og 6 år. Det var en stor omvæltning for os at flytte fra parcelhus til campingplads, men vi har haft stor glæde af, at møde en masse dejlige mennesker fra hele verdenen og mærke, at de føler sig ligeså meget hjemme på pladsen, som vi selv gør. Inklusiv min hollandske kæreste, Taco, der i sensommeren 2010 lagde sin vej forbi campingpladsen, og siden 2012 har været en fast og værdsat del af vores værtsfamilie.

Igennem årene har vi sammen med vores trofaste medarbejdere lagt rigtig mange kræfter og kærlighed i, at gøre pladsen til den oase midt i byen, som den er i dag, og har svært ved at tro, at pladsen engang var dyrskueplads – det er kun vores dejlige prærie, som leder tankerne hen mod dyrskue, og vores gæster nyder nu godt af at have masser af, plads til boldspil og leg.


Vi har løbende opgraderet pladsen
Vi er rigtig stolte af vores nye toilet- og badebygning, som blev taget i brug i 2010, og pladsen blev opgraderet fra 2 til 3 stjerner. Vi fik også lavet en dejlig syd-terrasse i samme omgang med blandt andet oliventræer og diverse citrustræer. Vores planter kommer fra vinteropbevaring i begyndelsen af maj. I finder også et krydderurtebed, som I frit kan benytte. 2010 var også året, hvor pladsen som den eneste nordiske campingplads opnåede, at komme med i Top 20 på Camping Life Campsite of the Year. Mange tak til jer gæster for jeres positive tilbagemeldinger – det varmer at mærke, at I føler jer hjemme hos os.

I 2011 blev der lavet nye terrasser ved hytterne og i 2012 blev der lavet en serviceplads til autocampere inkl. kemisk toilethus, så vi kan tage godt imod de mange turister, der hvert år besøger os for at nyde en rolig og hyggelig plads midt i byen.

I 2013 kom de tre nye komforthytter til og en ekstra del af ’prærien’ blev indviet med ca. 30 nye pladser, alle med adgang til strøm (13 ampere). Der blev også opsat nye vandposter. Ved hovedhuset fik vil lavet et nyt udekøkken/opvaskeplads.

Vinteren 2013/2014 er gået med udvidelse af vores private bolig i hovedhuset; en forbedring, som vi har ventet på i mange år. Nu kan vi bedre se os selv ”blive gamle” på Hillerød Camping. 2014 blev også året, hvor vi igangsatte endnu en udvidelse af antallet af pladser, så vi kommer op på ca. 145 pladser i alt. 
 

Min famile og jeg glæder os til at byde dig og din familie velkommen til vores oase.
 

- Annette Quist
Kontakt mig her >> 

Værtsfamilien

Morgenhygge